Mine værktøjer
Du er her: Forside Skibladner II's netværk Vedtægter for ”Skibladner II’s netværk”

Vedtægter for ”Skibladner II’s netværk”

Vedtaget på den stiftende generalforsamling d. 6/5 2010 Formuleringen omkring nægtelse af medlemsskab i §3 tages op af bestyrelsen inden næste generalforsamling, men er medtaget for at sikre at vi kan håndtere myndighedskrav ang. børnearbejde.

§1 Navn

Foreningens navn er ”Skibladner II’s netværk”

Foreningen har hjemsted i København.

Foreningens adresse er:

Skibladner II’s netværk

c/o FDF Københavns Søkreds

Strandgade 38G

1401, København K

 

§2 Formål

Foreningens formål er

·        At udbrede FDF Københavns Søkreds’s børne- og ungdomsarbejde til interesserede uden for det primære optageområde for FDF Københavns Søkreds.

·        At skabe en varig kontaktflade til de børn og unge der deltager i Skibladner II’s aktiviteter.

·        At udbrede kendskabet til arbejdet med løbende vedligeholdelse og drift af historiske skibe som galeasen Skibladner II til kommende generationer.

·        At udbrede kendskabet til godt sømandskab blandt foreningens medlemmer gennem undervisningsarrangementer og sejlads på Skibladner II.

Foreningens arbejde foregår bl.a. ved deltagelse i Søkredsens arbejde med vedligehold, uddannelse og sejladser på Skibladner II, samt gennem tilvejebringelse af midler til brug for Søkredsens arbejde og Skibladner II’s vedligeholdelse og drift.

 

§3 Medlemmer

Som medlemmer kan optages enkeltpersoner, erhvervsvirksomheder og foreninger med interesse for og ønske om at støtte foreningens formål.

Indmeldelse sker ved betaling af kontingent.

Ved indmeldelsen betales der som minimum kontingent for det kvartal, hvori indmeldelsen finder sted, alternativt på årsbasis.

Medlemskab opretholdes ved betaling af kontingent kvartalsvis forud 1/1, 1/4, 1/7 og 1/10, eller årligt pr. 1/1.

Medlemskab kan nægtes når særlige grunde taler herfor og 2/3 af bestyrelsens medlemmer stemmer for at afvise indmeldelsen. Nægtelse skal dog, såfremt den optagelsessøgende ønsker det, efterprøves af førstkommende ordinære generalforsamling.

Medlemmer af Søkredsen kan til enhver tid optages som medlemmer af foreningen, ved at rette henvendelse til foreningen, skriftligt eller pr. mail.

§4 Udmeldelse

Udmeldelse sker ved ophør af kontingentbetaling. Medlemskabet varer til udgangen af det senest betalte kvartal.

Udmeldelse kan efter aftale, tillige ske ved skriftligt henvendelse til foreningen eller pr. mail, på en af medlemmet ønsket kommende dato. Evt. indbetalt kontingent refunderes ikke.

Generalforsamlingen kan med 2/3 flertal af de fremmødte beslutte at ekskludere et medlem, der ikke opfylder medlemskabets forpligtelser, eller som handler til skade for foreningen.

 

§5 Kontingent

Kontingent fastsættes fremadrettet af generalforsamlingen. Kontingent indbetales kvartalsvis forud jf. §3

Generalforsamlingen kan beslutte hel eller delvis kontingentfritagelse for medlemmer af FDF. Endvidere kan bestyrelsen beslutte særskilt kontingent for optagelsessøgende foreninger, erhvervsdrivende, virksomheder m.v.

Medlem der samtidig er medlem af FDF Københavns Søkreds, betaler ikke kontingent til foreningen.

Ved udmeldelse af FDF Københavns Søkreds overgår man til alm. betalende medlem ved 1. kommende kvartal efter udmeldelsen.

 

§6 Medlemmers rettigheder og pligter

Medlemmerne er forpligtet til at overholde foreningens love og leve op til dens formål. Medlemmer er berettiget til at deltage i foreningens arrangementer, herunder de sejladser med Skibladner, hvor foreningens medlemmer efter aftale med Søkredsen kan deltage.

 

§7 Bestyrelsen

Foreningens daglige ledelse varetages af en bestyrelse på mindst tre medlemmer valgt på generalforsamlingen for ét år ad gangen. Genvalg kan finde sted. Afgår et bestyrelsesmedlem i utide, er bestyrelsen berettiget til at supplere sig selv.

Bestyrelsen konstituerer sig umiddelbart efter generalforsamlingen med formand, næstformand og kasserer. Der kan ikke være personsammenfald mellem disse poster. Ligeledes må der ikke være personsammenfald mellem foreningens kasserer og Søkredsens kasserer.

Bestyrelsen varetager foreningens tarv udadtil og indadtil. Herunder foreningens samarbejde med Søkredsen.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsesmøde afholdes når formanden eller to bestyrelsesmedlemmer finder det fornødent. Indkaldelse finder sted skriftligt eller på email med mindst en uges varsel.

Over bestyrelsesmøderne føres beslutningsreferat, som underskrives af de deltagende bestyrelsesmedlemmer.

Bestyrelse træffer beslutning ved almindelig stemmeflerhed, men er kun beslutningsdygtig når mindst tre bestyrelsesmedlemmer er til stede. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

 

§8 Generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed i alle anliggender.

Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af april måned.

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen efter behov og skal indkaldes når 1/5 af foreningens medlemmer fremsætter krav herom med angivelse af årsag.

Generalforsamlingen skal i sidstnævnte tilfælde afholdes senest seks uger efter modtagelse af begæring herom.

Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted med tre ugers varsel skriftligt eller på email til medlemmerne.

Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent som vælges af forsamlingen, og som ikke må være medlem af bestyrelsen.

På den ordinære generalforsamling aflægger bestyrelsen beretning om foreningens virksomhed. Bestyrelsen fremlægger revideret regnskab for det forløbne regnskabsår til godkendelse. Bestyrelsen fremsætter forslag til budget og kontingent for det kommende regnskabsår. Endvidere vælges bestyrelse og en revisor.

Forslag fra medlemmerne der ønskes fremmet til afstemning uden for den udsendte dagsorden, skal indsendes skriftligt eller på email til bestyrelsen senest 14 dage før generalforsamlingen og af bestyrelsen udsendes til medlemmerne syv dage inden samme.

Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed, med mindre andet følger af nærværende vedtægt. Hvert medlem, personligt, forenings- eller virksomhedsmedlemskab, har én stemme.

Afstemninger skal finde sted skriftligt dersom blot ét af de tilstedeværende medlemmer ønsker det. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

 

§9 Regnskab og formue

Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.

Regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret af to revisorer, hvoraf én skal være valgt af foreningens generalforsamling, den anden af Søkredsens bestyrelse. Ingen af de to kan være medlemmer af foreningens bestyrelse.

Kassereren indkasserer foreningens indtægter og betaler de af bestyrelsen godkendte regninger. Kassereren fører kassebog over samtlige indtægter og udgifter og udarbejder foreningens årsregnskab.

 

§10 Tegning og hæftelse

Foreningen forpligtes udadtil ved underskrift af formanden og et bestyrelsesmedlem.

Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig forpligtelse for de på foreningen påhvilende forpligtelser.

 

§11 Vedtægtsændringer

Til ændring af nærværende vedtægt kræves vedtagelse på en generalforsamling med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

 

§12 Foreningens opløsning

Til foreningens opløsning kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 majoritet af samtlige medlemmer. Hvis opløsning vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer, men der ikke opnås 2/3 majoritet blandt samtlige medlemmer, er bestyrelsen berettiget til at indkalde en ny generalforsamling, på hvilken opløsning kan vedtages med 2/3 majoritet blandt de fremmødte medlemmer.

Hvis der i to på hinanden følgende år ikke afholdes generalforsamling, er foreningen opløst.

Ved foreningens opløsning skal foreningens formue – efter at alle forpligtelser er afviklet – overdrages til FDF Københavns Søkreds.

 

§13 Voldgift

Stridigheder om anvendelse af denne vedtægt afgøres ved voldgift.

Voldgiftsretten skal bestå af to voldgiftsmænd, hvoraf hver af stridens parter vælger én, samt en i fællesskab af disse voldgiftsmænd valgt opmand. Skulle voldgiftsmændene ikke kunne enes om valget af opmand, udpeges han af dommeren i den retskreds, hvori foreningen ligger.

 

Således vedtaget på stiftende generalforsamling den 29/4 2010.

Handlinger tilknyttet webside